VitalUnit Kurser og coaching for mænd

Stå Ved Din Seksualitet

 

Mange mure, regler, påbud og dogmer er blevet sat op omkring seksualiteten igennem historien. Restriktioner på hvornår man må gøre det, hvordan man skal gøre det, med hvem man skal gøre det, og hvordan man absolut ikke må gøre det. Mange af disse af blevet sprængt i vores kultur i løbet af de sidste 50 år, og gudskelov for det, for meget af det var godt nok noget forstokket gammelt lort.

Men selv om der er sket meget i kulturen i løbet af de sidste par generationer, kan der stadig være masser af grunde til, at du ikke står fuldstændig ved din seksualitet. Og når du ikke gør det, så er det, som at der er nogen der står på haveslangen. Der kommer ikke lige så meget vand igennem. Og seksuel energi er din livsenergi, den gør dig glad, optimistisk, sprudlende, kreativ. Den hjælper dig til at mærke dig selv. Luk af for den, og du lukker i bund og grund af for dig selv.

Start med at tillade dig selv at mærke seksuel lyst og begær i din krop. Tænk på noget der tænder dig. Ret dig op. Åbn din krop op, brystet frem, let spredte ben og arme, åbne og afslappede. Når du er åben og afslappet i din krop, så vil du mærke dit begær mere tydeligt, når det opstår. Du vil mærke det som en varme og velvære, der skyller ud i din krop. Lad det ske. Træk vejret dybt og roligt. Tit når vi mærker begær, så får vi lyst til at gøre alt muligt. Vi får lyst til at handle på det. Vi får lyst til at gøre noget med begærets objekt, vi får lyst til at se på, tale og have sex med den person vi nu tænder på. Mærk denne impuls, og lad for nu være med at handle på den. I første omgang skal du bare mærke lysten og lade den sprede sig rundt i din krop.

Dette er det første skridt i retning af at mestre din seksuelle energi og tage din seksualitets kraft hjem. Det første og ét af de allervigtigste. Hvis du altid handler på begærets objekt, så snart du mærker begæret, så sender du altid energien udad dig selv. Det skal du også nogle gange, men det kan hurtigt blive en endeløs jagt på behovstilfredsstillelse. Der er i virkeligheden dyb tilfredsstillelse at opnå ved bare at mærke lysten og begæret i din egen krop uden at behøve at gøre noget som helst ved den. Du rummer al denne lækre energi og nydelse. Nyd den og lad den fylde dig.

For børn sker dette ofte helt naturligt. De har en helt naturlig seksualitet, og kan sagtens finde på at stå og hive sig i dilleren, eller gnubbe et eller andet imellem benene, simpelthen fordi det er dejligt. De har ikke brug for noget objekt for at nyde deres seksualitet. De bruger den bare spontant, og det får de så ofte at vide, at de ikke må. Og der starter de første split i forhold til vores seksualitet.

Hvis du oplever skam omkring din seksualitet, så kan det skyldes situationer som denne i din barndom. At din naturlige seksualitet blev gjort forkert. Blev gjort til noget der helst ikke måtte være der, eller som i hvert fald skulle gemmes væk. Helt almindelige ikke-religiøse mennesker har nogle gange svært ved at håndtere deres børns naturlige seksualitet. Og får den gjort forkert. Du kan også have fået videre af andre, senere, at din seksualitet var forkert eller mærkelig. Afvisninger eller drillerier i teenage-årene, hvor vi vågner seksuelt, kan sidde ekstremt dybt i os. Endelig kan skam omkring din seksualitet skyldes rester fra religionens moralkodeks, som stadig driver omkring som vragrester visse steder i vores kultur.

Spræng den til atomer! Træk skammen frem af dens mørke afkrog og spræng den i stumper og stykker! Den gør intet godt for dig. Og hvad har du lige at skamme dig over? Din seksualitet er det naturligste i verden. Det er din livskraft, det er det du er kommet af, og det er den hvormed du kan give liv videre. Der er intet at skamme sig over!

Se på træerne om foråret, hvor de står og stråler med deres velduftende, mangefarvede blomster. Vidunderligt ikke? Well guess what, blomsterne er træernes kønsorganer. De smukke farver, de skønne dufte, de er designet til at tiltrække opmærksomhed. Så bierne kan bringe støvet fra hanblomster til hunblomster. Hør fuglene der synger om foråret. Vidunderligt! Og guess what, det er en dyst om at komme i fjerene på de dejligste hunner. Det er sex, sex, sex. Alle de dejligste ting vi sætter pris på i naturen, og som vi forbinder med skønhed, fred og harmoni, kommer i virkeligheden af sex.

Fjernelse af skam og skyld og andre tåbeligheder, som forhindrer dig i at fyldes af din nydelses kraft, er en vigtig begyndelse. Men der kan også være andre situationer, hvor du af den ene eller den anden grund lukker ned for din seksuelle kraft. Det kunne f.eks. være sociale situationer, hvor en seksuel reaktion er upassende. Du kunne sidde til et forretningsmøde eller du kunne være til en familiefest, hvor du mærker en stærk tiltrækning til en kvinde der er tilstede.

Hvis seksuel lyst er upassende at udtrykke i den konkrete situation, så vil du sikkert impulsivt prøve at lukke ned for den, når du mærker den i din krop. Du vil samle armene og benene, du vil uvilkårligt spænde muskler forskellige steder i kroppen, og du vil undgå øjenkontakt med kvinden. Hvis det går helt galt kigger du måske ned i bordet, snubler over ordene og dit kropssprog bliver i det hele taget et akavet forsøg på at skjule, hvad der foregår i dig.

Ret dig i stedet op, åbn brystet, træk vejret dybt og roligt. Lad energien skylle igennem dig. Midt i den pågældende situation. Lystens årsag er som sådan ligegyldig, brug den blot til at fylde din krop med liv. Hvis du gør det, retter dig op og lader energien fylde, lader den forstærke din stemme og intensivere dit blik, vil du sikkert opleve at du connecter langt bedre med menneskene omkring dig. Du får sikkert langt mere ud af det kedsommelige forretningsmøde, eller det bliver en langt mere underholdende familiefest. Fordi du kommer til at stråle mere. Seksualitet er liv, og du kommer til at stråle af liv. Du kommer til at flyde over af liv, og du kommer til at give mere af dig selv. Og det vil blive belønnet.

Tillad dig selv at mærke seksuel lyst og tiltrækning, hvor og hvornår den opstår. Der kunne være andre situationer hvor det også ville være upassende, men hvor du bør gøre det alligevel. Du bør f.eks. tillade dig selv at mærke tiltrækning til andre kvinder end din partner. Det er helt naturligt! Du har en mandekrop, og verden er fuld af tusinder og atter tusinder smukke, vidunderlige kvinder. Selvfølgelig vil du mærke tiltrækning med dem. Der er ikke noget galt eller forkert i det. Seksuel energi er den mest basale energi overhovedet. Du kan mærke seksuel gnist med en kvinde, som du intet har til fælles med personligt, og som du ikke ville være sammen med, selv hvis du var single og fik muligheden. Men gnisten kan opstå alligevel. Flirt med det, leg med det. Det er liv i sin mest fundamentale, letoptagelige form.

Igen, det vigtige er, hvad gør du med energien. Lær at skelne imellem selve begæret og begærets objekt. Begæret er den bølge af varme og velvære der spreder sig i din krop. Begærets objekt er den kvinde, mand, fantasi, etc. som sætter denne bølge i gang. Vid at hvis du er bare nogenlunde i kontakt med din seksualitet, vil du hele tiden møde objekter som starter dit begær – fordi verden er fuld af dem. Det kan du ikke kontrollere. Men du kan vælge hvordan du vil reagere på begæret. Vil du jagte objekterne for at holde begæret i kog? Eller vil du blot lade dem komme og gå og bare nyde den energi og det liv, de skaber i dig undervejs? Eller står du ambivalent og tøvende et sted midt imellem?